Bliv klar til DHL-stafetten

DHL-stafetten er et af årets mest populære løbe-events. Her samles virksomheder og organisationer fra hele landet for at løbe en stafet i hold af 5 løbere. 5 løbere, der hver tilbagelægger 5 kilometer.

Og I kan være med.

DHL-stafetten er en løbefest

Klart. Der kommer hold, der satser på at vinde. Og de hurtigste løber ræddi' hurtigt.

Den danske rekord på 5.000 meter er 13 minutter og 25 sekunder. Og rekordholderen - Dennis Jensen - har løbet med i flere år.

Men først og fremmest er det en fest. Mere end 120.000 deltager i stafetten. Både på løbe- og gå-hold. Et socialt arrangement med kollegaerne. Grill, hygge og løbetøj.

Så husk. Selvom nogen løber stærkt, så er der plads til alle.

DHL-stafetten arrangeres af løbeklubben Sparta. Og sponsoreres af fragfirmaet DHL.

Hvem skal være jeres DHL-general?

Selvom det ikke ligefrem er en officiel titel, så er det en god ide at udpege en DHL-general. En der står for at koordinere alt det praktiske. Og er I fra en større arbejdsplads, så er det en god ide at samle en gruppe af medarbejdere om opgaven.

Rigtig meget bliver klaret af arrangørerne. Men der skal bookes plads i teltene, afhentes madkasser og måske trykkes løbetrøjer med firma-navnet på.

Bliv klar til at løbe DHL-stafetten

Hvad enten du løber din første 5-kilometer nogensinde eller om du går efter en ny personlig rekord, så er det vigtigt at træne op til løbet.

Her finder du træningsprogrammer til 5-kilometer - for alle niveauer.

5 kilometer er ingen umulig distance. Og mange kan - hvis de vil - sagtens løbe 5 kilometer uden enorm forberedelse. Men det kan give både ekstra ømme, overbelastede og skadede ben, hvis kroppen ikke er klar.

Derfor er det vigtigt, at I gør jer klar til løbet.

I kan eventuelt planlægge at løbe en eller flere ture om ugen sammen. Så bliver DHL-stafetten også en lidt mere central social ting på arbejdspladsen.

Der er også plads til at gå

DHL-stafetten startede som et rent stafet-løb. Men er de seneste år udvidet med gå-hold. Her går I samlet i et hold på 5. Det er både hyggeligt og en god mulighed for at få flere fra arbejdspladsen med til arrangementet.

Flere synes også, at det er mere hyggeligt at gå en tur sammen end at løbe hver for sig.